ukendt.com

september

sensommeren sætter sejl

vi er endnu en god dags knirkende knæ holder stadig oppe i vinden over sandets siven mellem fingrenes farvel og goddag til sekunderne i livtaget om hende der bærer håbet som hoftens fange i en fange, om hendes ankel har jeg lænket en sort ballon, og du, det skal nok svæve altsammen, siger jeg inden jeg cykler hjem med hovedet tungt af roterende blomster der standser og hænger rundt om plænens katte, i mørket har de ventet sværmerne og springer vævert op over græsset i al deres lydløse nattekådhed

jeg har ryddet op

jeg kan nu tænke rungende igen

gå i større ringe her med foldede hænder over lænden

betræder jeg mine spor mere overbevisende mere nu

O kender af mine egne skridt en perfekt cirkel

og husker at kigge ud mod himlen

kom vi kan gå et ottetal

hvis vi følges

vejret

er over

hovedet

tænker over

skæggets cykelstyr

over en stribet heldragt

komsa alte jas nu rask vi løfte gamle dage

rankt op og op trille vi støvede kanonkugler

en og to og stærke huller kylet gennem skyerne

blå sommer ånd ind og sov ud

inden billedet

falmer

Nittenhundredeogenoghalvfjerds. Flippere siger “lide” med blødt d. Erlings kone vil tages på voksdugen. Vi findes ikke og lader lørdagsdellerne brænde på. Kampenes shorts er korte. I et musehul udenfor Minsk ligger ordet metroseksuel og styrketræning hedder Nautilus. Erlings kone elsker behårede Erling som han er. Og Erling begriber kun hendes kusse som noget glødende varmt i en skov. Åh Erling lad os rejse. Og undfangerne rejser sig og fægter røg i charterflyverne. Undfangerne sender sig langt væk fra baconmarkerne. Og undfangerne danser med fjerne sangriarøde gurglende øjne. Mens vi sover som langsomt roterende celleklumper. Vi kan endnu ikke høre hvinene i varmen i grisefesternes rige. Senere bliver det hele så komplekst.

stort

T står udstrakt med

hovedet forsvundet i

alt det uden om

i are og kigger

De var det man kalder “en tynd kop the”. Hun, en meget fin velbevaret the af slagsen. Nyplukket af let duggede spurvenæb og hastigt, dog nænsomt, indfløjet over nattranens gyngende skygge. Han, en transparent porcelænskop med et revnet flyveøre fra en tusindårsgonggong vibration let ude af takt med en zenjam på et tilgroet kinesisk sted under en af Ming dynastiets mere løsslupne perioder. Parret var skrøbelig perfektion, et kor af subtile antydninger. Som en sang i en sang i en sang så distant som en drømt aristokratisk, bjergtagende storhed.

Hendes skridt var som thebladenes dans under stænkene fra sommerregnens svale fortyndinger. Her spirede smagsløgene under den feminint flygtige, florlette fragilitet, der kun findes i øjeblikket bladet og solen kæmper om dråben. Overfladespændingen brudt i det første kys. Med tiden forsvandt hun i afkræftede noter, antydninger skrevet med diset hånd på halve breve, en krusende skrift, blidt bølgende linier afsat efter et tårefyldt, usynligt blik under en kompliceret stuk i interne, personlige tomrum.

Særligt delikate var de sprøde, endnu ikke tænkte beskeder druknet i døgnets kølende kondens. Altså aftenens eller morgenens verdensvæde. Nuvel, måske virker denne detalje overflødig, men visse connoisseurs har gennem tiden hævdet, at kunne høre smagen som fjernt knitrende forskelle på timer, endog de sekunder der sank i disse lag af vand med vand på vand. Og nedenunder vandets unikke, kaotiske bevægelse i vandet i vandet. Tilsidst tungens forstøvede minde. En undertone på en sort bas, druknet i dybet hvor en ål med halespidsen havde strejfet de spindelvævstynde, nerveslidte spøgelsesstrenge. Fiskens bevægelse havde været helt uforvarende. Det kunne man fornemme i et mindre ingenmandsland på et par kvadratmillimeter i svælget.

Dette var de kølige reminiscenser af  hvad der engang havde mindet om almindeligt udtræk af forår. Med andre ord: Dette var kræsen the for den helt rigtige kender. Selve koppens øre var slået itu og fløjet væk med en halv vind og en halv tanke om en guitarsolo, der må betragtes som “moderne” uden at være egentligt nyskabende. Den kunne ikke rigtigt klare at høre sig selv mere og tilsidst var den fyldt med H2O polaritet, en svagt summende magnetisk strøm der søgte mod andre sarte sjæle med bløde strømme.

Den sære symbiose findes endnu og de der holder forsigtigt med begge hænder længe nok om koppen kan inddampe noget oprindeligt. Dog med med øget salt og en let – ikke ubehagelig -  bitterhed, der må anses som et naturligt biprodukt, et udsøgt plus vokset ud af den ubønhørlige aldringsproces.

Hjørneaften igen og snart glider natten forbi cafeen. At vi er døende kroppe er vel ok. Og derfor er det tilladt, at jeg forsvinder i labyrinterne i kvindernes hårknolde og absorberes som jeg gør det af museumsbygningernes monumentale liv om natten. De står der og vokser som tankerne i tiden fra en sms til en anden. Du skrev ikke noget her til aften. Så står jeg længe og bliver en bygning hvorfra århundreders glemte kys under kupler daler. Jeg vil have mit. Ingen skal tro anderledes.

Jeg vil drikke sære væsker hjembragt på farlig vis. Jeg vil kvinder der kvæler fornuften med duften farlig kanel. Jeg vil ligger på ryggen under stuk med tænder og vinger, lofter der rejses op hvor de ufødte spiller bold med planeterne. Jeg vil knække skarpe vinkler på langt klogere tyske pigers briller og så disse damer med prismelysekroner der hænger højt under kindbenene mens de drejer sløvt modsat hovedets søgen. Øjne af pludseligt sølv i mørket når blikkets kegle hengiver sig til de brede alléer for at flakke op mod himmelen. Jeg kender dem på deres stolte lægge, disse søjler der aldrig overgiver sig helt, men skridter videre mens stilletterne der efterlader kratere der kun kan fyldes op med tikkende glemsel og vindens jagende lyde.

U-bahn er som et digt der for det meste lykkes. Ordene kører ad digtets hule linier i kroppen, men nu er natten gledet ind og ikke mange benytter teksten der også snart er lukket og ligger stille hen under mig. Hvem går rundt dernede? Hvad laver du her i denne hypnose?

Jeg efterlader mig en cigaret tilbage. Plus: En fyldt æske tændstikker. Et liv og alle dets potentielle handlinger og udbrud. Hvad blev der af cigaretrørene, de lange, der forhindrede fingrene i at sladre den morgendag jeg snart prøver at finde hjem til. Jeg er forvildet, inspireret. Vidunderligt uforløst.

På en mur står der: “EN LØGN VIL REDDE DIG”

Jeg hopper over en bygningen fordi jeg kan.

Jeg har drukket præcis en øl for lidt

Så blev det sommer
og den tid på året
jeg promenerer i bedet med dig
yndige lille frøken, i år når du mig
sådan cirka til låret

lange arme rækker, små alfer må stavre
når vi plukker skovjordbær i haven
og du lærer hurtigt
at de røde er bedst
for både tungen og maven

og du lærer utålmodigt
at gule lygter skal man lade stå
og du lærer at vende blade for ønsker og
at noget af det man finder
det må man lade gå

og du lærer med tiden at vende dage
at nye delikate vækster kan kun tiden nå
og du lærer også at være varsom
særlig med torne og de jordbær
som dyrene kravler på

jeg har plukket en håndfuld
du griber dem alle med
et frydefuldt hvin
skønt din lille tykke hånd
er langt mindre end min

dine øjne siger
du ser utydeligt

men verden og vi
er vand

så vi ser flygtige
ud gennem tåger

og hvorfor dig
spørger du

men hvem begriber
kærligheden?

jeg rækker ud
over slugter

mod de yderste vækster
til din fletning

din hånd
er nok for mig

vi pegede på
lyssænkningen samtidig

dvælede ved huset
skjult på toppen

stentrapperne var
knust af vedbend

lågen rusten
tilgroet sløret

de knirkende længsler
i os i denne have

dit yndlingsfuglefløjt
fløj fri i dit smil:

en simpel tone
fra lav til høj:

som et simpelt spørgsmål
eller svaret: hej!

sommer
og uvejr
rammer hjemmet
ene med gennemblødt
ansigt hvor
blodårerne slår lyn
og  hvor hjertets mørke
rumler over
stilheden flækker
og
sådan vækkes duftene
efter historierne
jeg skriver om
og om
og

selvom din krop sover
et andet sted
så er du her alligevel
som en solo-myg i mørket

udover at du summer
og jeg sover udækket
er det hele svært at placere
det er irriterende

indimellem tier du stille
her er jeg mest tænkende:
vil du gøre det myg gør
eller er du virkelig væk?

vennerne var stadig vennerne
men noget var sket med ham

han talte spejlvendt
og var i det halve taget langsom
fokuseret på en sløv måde

som havde han byttet plads med sig selv
og hans blik hang hjemme på væggen
i et vindue foran noget nat

men hans udseende
kunne man aldrig sætte en finger på
uden at efterlade et fedtet aftryk

Idag er Klogeaben skiftesvist
anspændt og afslappet
som en sekundviser

selv fjerne blinde hanners haletudser
har øje for liv
og mulighederne er runde
med mange vinkler

så klogeaben
dyrker sig
udsætter naturen
og håber på den ikke spiser sig selv

marken
ligger gold
narrens regnfyldte fodspor
går over bakken
bjælderne er
forstummet

KN*ÆK stilheden
og støvet står i skyer

klogeaben raser ud
den kan ikke finde gnisten

i visne skove
er det bedst sådan

naturen nikker tørt og tavst
alles instinkter er enige

ildaben er farlig og må vente
mens alt levende håber på blød regn

digtene er ufokuserede

de kan ikke sove

de er smeltede, trætte

ordene klæber og glider

tavst mellem hinanden

som fremmed hud mod din

ligger meningen sløvt hen

et sted imellem alt og alt

og koger af sommer

ikaros har ramt spiret på vokskabinettet

og hænger spiddet

mens han drejer ned

gennem døgnets snoninger

hør thorax kvase

mennesker er sprøde

lyden vækker os

blink blink blink kredsløbet tordner

men det er lyden af kupler der krænger

og tårnene der styrter i støv

grundstenen er tung og solid

over den findes tider

og stemmer der ringer

klokkers fjerne klang gennem regn

årsagerne klarer luften

jeg begynder

livet kører på skinner

der er sporarbejde

på udstrækningen

mellem dig og mig

livet står der ved starten af en linje om døden

liv
vil

Flammen står stille over lyset over bordet og altanen og mit blik der hænger over verden. Set herfra, forstås. Gadelamperne ligner UFO´er
ophængt i snore, som invasionsfilm fra 50´erne. Insekterne er lysende pletter der trækkes op i keglen i et roligt konstant tempo.

Flagermusene har taget over hvor mursejlerne har sluppet. Som orca i de tunge oceaner, sluger de mørket i jagten på deres ekko. Og det er derfor nætterne er lyse og at skyerne bliver silhouetter.  Det er derfor jeg skriver efter det jeg ikke kan se.

Jeg husker landsbyen hvor jeg indimellem lod sommernætterne blande sig med lyset fra lampen. Sådan kunne man brodere loftet med sovende sværmere. Man kunne næsten høre dem snorke med vingerne i søvne. Jeg ved ikke om jeg er mere skov end så mange andre men byerne bliver jeg aldrig et med.

Tænk, evolutionen har frembragt:
- ører og irriterende summen der ikke kan placeres
- fiskerens følelse af ærgrelse og glæde ved synet af geddens gule farvelblink i mosens cola
- bymennesker der har udsat rødørede terapiner i parkerne for at undgå sumpskilpaddestress
- fossiler af kæmpepikke i vaginaer af sten, brystvorter i rav der ligner rovfugleøjne
- en ugle der har forvildet sig usynligt tæt på byen og nu skriger knudepunkterne i sin rute der lyder som en bue væk
- minder om kold klar is og frossen tang at stirre ned i
- den lysende sænkning ved fjorden i Boserup skov med legioner af guldsmede
- jordbærlygter

Jeg VED det. Jeg OVERdoserer denne aften. Hvor bærrets duft er alt rigeligt.

Det kratter på altanens yderside og op over kanten kravler en hæslig vampyr. Mit glas er fyldt med blod og stammer fra
Holmegaards Glasværker ca. 1910. Jeg kender dig, dæmon, jeg ved hvad der lurer. Forsvind.

Absinten smager bedst hvis man bytter et øjenæble med en gæst for at stirre ud. Men jeg vil ikke bytte væsenets gule blik
med mit.

Jordbærrene er næsten dunkle på denne årstid i årstiden. Hvordan skal vi dog få spist denne luksustrussel. Grød af bær har jeg altid opfattet
som hån (men tak som byder).

et
bær
ad
gangen
et
bær
ad
gangen
to
bær
spist

Og her står jordbærmund mens morgenen fortætter sig. Hvad står der mellem skyernes formationer? Hvad står der i mellemtiden i samme tidszone? En bonde der prøver at læse skyernes formationer, mens skønheden blander sig. Dette er en venten på digte og regndråber. Synenes kratere i støv. Synenes rekyldråber over søen. Synenes slag mod bøjede blade. Synenes kor. Synenes kor. Salmer og ord.

Og min ungdom vidste intet og nu ved at meget og intet venter. Og alderdommen fastslår at være så tæt på, at intet står klart og tydeligt. Som regndråbens mål. Hvor langt er et mørkeår? Hvad er prisen på et digt? Tre essentielle timer søvn, tre timers liv mindre som ingen behøver læse. Søvnløsheden er solsortenes opfindelse til deres rastløse publikum. Og feerne har de fløjtet til køjs. Som sværmerne sover de under bladene og jeg vender et nyt eventyr. En dag mindre begynder.

jeg er forsvundet i
en udviklingsmodel
et edderkoppespind
af radierende typer

analyserende
forretningsorienteret
udviklende
strukturerende

jeg er muligvisende
en indviklende en væver
med hyklerblikket hægtet fast
midt i midten

papiret er en verden
uden antydningen af
en brise men det stormer
heroppe i stilheden

Hey, Amor,
forpustede,
fede krøltop,
prøv et bevægeligt mål

pile er til nærkamp
men her må du
sigte højt over virkeligheden
lad flakken flyve

hvor jeg hænger
og duver så ubeslutsomt i
centrum af
alt det jeg kan

KANDEBÆRERERNE SKYDER
BASILIKUMMEN EKSPLODERER
ORKIDEERNE POPPER

MEN ROSERNE
FALDER DØDE OM

O
(O)
((O))
(((O)))
((((O))))
(((((O)))))
((((O))))
(((O)))
((O))
(O)
O
(O)
((O))
(((O)))
((((O))))
(((((O)))))
((((O))))
(((O)))
((O))
(O)
O
(O)
((O))
(((O)))
((((O))))
(((((O)))))
((((O))))
(((O)))
((O))
(O)
O
(O)
((O))
(((O)))
((((O))))
(((((O)))))
((((O))))
(((O)))
((O))
(O)
O
(O)
((O))
(((O)))
((((O))))
(((((O)))))
((((O))))
(((O)))
((O))
(O)
O

O
O
(O)
((O))
(((O)))
((((O))))
(((((O)))))
((((O))))
(((O)))
((O))
(O)
O
(O)
((O))
(((O)))
((((O))))
(((((O)))))
((((O))))
(((O)))
((O))
(O)
O
(O)
((O))
(((O)))
((((O))))
(((((O)))))
((((O))))
(((O)))
((O))
(O)
O
(O)
((O))
(((O)))
((((O))))
(((((O)))))
((((O))))
(((O)))
((O))
(O)
O
(O)
((O))
(((O)))
((((O))))
(((((O)))))
((((O))))
(((O)))
((O))
(O)
O

O
(O)
((O))
(((O)))
((((O))))
(((((O)))))
((((O))))
(((O)))
((O))
(O)
O
(O)
((O))
(((O)))
((((O))))
(((((O)))))
((((O))))
(((O)))
((O))
(O)
O
(O)
((O))
(((O)))
((((O))))
(((((O)))))
((((O))))
(((O)))
((O))
(O)
O
(O)
((O))
(((O)))
((((O))))
(((((O)))))
((((O))))
(((O)))
((O))
(O)
O
(O)
((O))
(((O)))
((((O))))
(((((O)))))
((((O))))
(((O)))
((O))
(O)
O

DET BETYDER INTET
SOL MÅNE CIRKLER
DER KOMMER
OG GÅR
OVER

kom fremmede tunger

slik ind i en sang

stryg en node

lad lyset summe

ned i hoftens dyb

naturen byder os

op på piedestalen

strimede bryster

og hårde fingre

krummer kobber

lad blikket regne

ubønhørligt tykt

så verden ved

at du glor

dette sekund er et korn i øjet
og blikket lukker sig om verden
som en musling
støber det regnbuen
lag
på
lag
vi ved det
vi har dybdeboringer
op gennem morgener
under den tågede sol
over byerne
i
byens skal
det er en en klode vi skræller
indefra og ud mod alt fjernt
dér hvor havet hvisker
nogens navn
vi kan
med rimelig sikkerhed
IKKE sige
præcist hvem det der er der driver os i møde
om himlen og havet støber perler af de levende
eller de døde

*

som epifytten

med fingre næret af luft

skriver jeg en knop

*

tynget af skønhed

en aldrende orkidé

sænker tavst sit blik

*

blomster kan kysse

men orkidéer snaver

så blikket svimler

*

oppe fra kronen

tabes mælet blomst for blomst

som ord der daler

*

mine sidste år:

bag algegrønne ruder

finder jeg freden

*

fiskens døde mund

halvt åben og halvt lukket

min stilhed en dør

EN SKAL

EN LYSENDE ORDEN

INDE BAGVED

ELSKERE OG DØDFUNDE

JEG STÅR UDENFOR